Formanden har ordet, marts

Nu nærmer den ordinær generalforsamling sig hastigt.

  • Husk, det er torsdag d. 15. marts 2018, kl. 19:00 i Skive Sejlklubs klublokaler.
  • Husk, at regnskabs hæfterne ligger til gennemsyn i sejlerstuen jf. gældende bestemmelser. Disse vil ikke blive udleveret til GF18 eller fremlagt i detaljer. Så spørgsmål kræver fremmøde i sejlerstuen for at læse og notere.
  • Deadline for indkomne forslag er udløbet og der er ikke modtaget emner fra medlemmerne.
  • Endelig dagsorden med bestyrelsens punkter/emner forventes udsendt pr. flaskepost, via opslag på hjemmesiden samt fremlæggelse i sejlerstuen senest torsdag d. 8. marts 2018 jf. gældende vedtægter.
  • Medbring selv nødvendige “papirer” såsom dagsorden, vedtægter etc. idet bestyrelsen ikke vil masse-kopiere til generaforsamlingen.

Formanden har ordet

Kære medlemmer,
Som lovet i sidste flaskepost ville bestyrelsen d. 5. marts 2018 genoverveje/tolke og herunder vurdere om vi ville omgå de gældende vedtægter/bestemmelser vedrørende tidligere udsendte opsigelser.

Det blev på mødet enstemmig vedtaget, at det vil vi ikke og det er bl.a. med følgende henvisninger:

  • Vedtægternes § 6 , stk. 2. – Bestyrelsesarbejdet
    Bestyrelsesarbejdet udføres efter forretningsordenen, som er en integreret del af vedtægterne.
  • Forretningsorden § 4 – Bestyrelsens pligter og virke (Bestyrelsens bibel)
    Bestyrelsen har pligt til i alle forhold at efterleve indgåede aftaler mellem Skive Byråd og Skive Søsports Havn, foreningens vedtægter og nærværende forretningsorden.
  • Vedtægternes § 4 – Økonomisk grundlag
    Foreningens økonomiske grundlag søges tilvejebragt primært ved udlejning af
    bådepladser og faciliteter.
  • Vedtægternes – § 5 Medlemsforhold, stk. 2:
    Medlemmer, der ikke betaler lejen for bådeplads til tiden i overensstemmelse med det til enhver tid gældende takstregulativ for Skive Søsports Havn, slettes dog uden videre fra sæsonstart det pågældende år.
  • Vedtægternes – § 9 Tegning og hæftelse:
    Til ændring af nærværende vedtægter og forretningsorden, herunder fusion med andre foreninger samt køb og salg af fast ejendom, kræves vedtagelse på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af foreningens medlemmer er til stede og mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
  • Kontrakternes – §4 Betaling af leje:
    Lejen betales forud for et år ad gangen og skal være betalt senest 15. februar (nogen har 20 JAN og andre 01 FEB). Såfremt betaling ikke har fundet sted inden nævnte dato, ophører lejemålet uden varsel.
  • Takstregulativet:
    Betalingsfrist 15. februar 2018 samt kontrakttegnings gebyr DKK 500,00.

Med baggrund i ovenstående er bestyrelsen altså af generalforsamlingen/medlemmerne pålagt at følge gældende vedtægter i alle forhold og sikre det økonomiske grundlag.

En fast håndhævelse af betalingsfristen er således foreningens eneste mulighed for, at skabe overblik over ”frie pladser” der kan genudlejes og på den måde skabe baggrund til sikring af det økonomiske grundlag.

Vi er nødt til at se sagen ens for alle og kan ikke særbehandle enkeltsager i den henseende, specielt ikke når en evt. dialog ligger efter deadline for betaling.

I skrivende stund er status følgende:

  • Ej betalt eller henvendt sig pr. 16 FEB: 56 medlemmer med 59 pladser.
    • Svarende til et udestående på ca. DKK 320.000.
  • Indbetalt i perioden 16 – 20 FEB: 6 medlemmer med 7 pladser.
    • Svarende til et udestående på ca. DKK 280.000.
  • Henvendt sig efter opsigelse – 20 FEB og frem: 22 medlemmer med 23 pladser.
    • De ovenstående 6 medlemmer med 7 pladser er inklusiv heri.
  • Betalt ”stiltiende” efter opsigelse: 7 medlemmer med 7 pladser.
  • ”Intet hørt” fra medlemmer: 29 medlemmer med 29 pladser.
    • Svarende til et udestående på ca. DKK 180.000.

Processen herfra:

  1. Ønsker du at fastholde din plads.
    1. Tag kontakt til havnefogeden.
    2. Der udfærdiges en ny kontrakt med SSH.
    3. Der betales pladsleje (hvis ikke du allerede har gjort dette).
    4. Der betales et kontrakttegnings gebyr på DKK 500,00.
  2. Du har betalt, men ønsker ikke medlemskab.
    1. Tag kontakt til havnefogeden.
    2. Indbetalt pladsleje returneres til dig i henhold til dialog med havnefogeden.
  3. Du har ikke betalt og ønsker ikke medlemskab.
    1. Du behøver ikke foretage dig yderligere.
    2. Evt. båd og materiel skal være fjernet fra havnens område senest 31 marts 2018.

Bemærk venligst, at såfremt kontrakttegnings gebyret ikke betales er den nye lejekontrakt ikke gyldig/gældende.