Formanden har ordet

 

Formanden har ordet:

SSH og CORONA

Vi står jf. kalenderen foran en snarlig åbning af sejlsæsonen, herunder klargøring af både, søsætning samt ophold på havneområdet.

MEN, hvordan takler vi dette i relation til CORONA og de udgivne restriktioner/ foranstaltninger?

Vi har opsat skilte til Sejlerstue, kontor og toiletbygning om maksimale antal personer, der må være i rummene på én gang (1 person pr. 4 kvm jf. myndighederne) og de regler skal følges, alternativt vil bygningerne blive aflåst og havnefogeden hjemsendt – Dette for vor alles sikkerhed.

Herudover anmoder vi om jeres skærpede opmærksomhed på rengøring/hygiejne efter endt brug af faciliteter samt vask af hænder.

Vi bør alle derudover overveje/reflektere over følgende:

  • Kan vi smitte hinanden ved, at mange rører vandslanger/EL-stander, dørhåndtag, borde/stole, køleskab, viskestykker, toiletbrætter etc.? (på mange materialer kan virus overleve i op til 3 dage jf. myndighederne).
  • Er det OK, at sætte både i vandet, da der ikke er tale om fysisk samvær – da kranføreren jo ikke er i nærheden af de andre bådejere.
  • Animerer vi ”hinanden” til at folk kan gøre deres både klar, og derved øger vi menneskemængden, i en periode hvor man bør blive hjemme, og kun lufte sig med en gåtur mv.
  • Myndighederne sender signaler om at lukke ned, men VI gør vel det modsatte, hvis vi starter sejlsæsonen og ”havne livet” op.
  • Vil vi ved vores ”lystbåde kulturliv”, sende et dårligt signal til omverdenen om – at vi klargører både, sejler og ”hygger os”, imens andre skal kæmpe med død, kritisk sygdom og arbejdsrelaterede udfordringer.
  • Hvordan bidrager VI bedst til myndighedernes anbefalinger og mindskning af smittespredning?

 

Vi kan (ønsker ej heller) for nærværende ikke lave nogle forbud ude i det fri, men kun anbefalinger og her henstiller vi til DIN/JERES sunde fornuft i forhold til ovenstående og nedenstående udmeldinger (som er fra dem der vel ”ligner” os mest).

Hvad anbefaler FLID og DS:

Kære medlemshavn

Fælleserklæring fra FLID og Dansk Sejlunion vedr. søsætning og Corona
Myndighederne har med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 10.00 indført et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 31. marts 2020.

Mange bådejere og havne henvender sig i øjeblikket og er interesserede i at vide, hvordan de skal forholde sig i forhold til bådklargøring og søsætning.

Enhver skal undgå smittespredning. Derfor er det vigtigt, at vi alle udviser sund fornuft, passer på hinanden og følger Sundhedsstyrelsens generelle anvisninger.

Når bådklargøring og søsætning gennemføres, opfordres alle til at følge nedenstående råd for at begrænse smitten mest muligt:

  • Udvis respekt og hold god afstand til hinanden – min. 2 meter.
  • Udvis særlig forsigtighed overfor havnens personale og/eller dem der står for selve bådhåndteringen.
  • Bliv udendørs.
  • Undgå at være flere sammen og at forsamles i grupper på mere end 10 personer.
  • Følg Sundhedsstyrelsensanvisninger til god håndhygiejne – vask hænder, sprit ofte hænder af og nys/host i ærmet.
  • Vær opmærksom på, at havnekontorerne på Kommunale Havne kan være lukkede og at søsætning, der varetages af kommunalt havnepersonale måske ikke gennemføres pt.
    Nogle foreningsdrevne havne har efter anvisning fra deres kommune udskudt søsætning til efter den 30. marts.Andre havne, der bruger private kranfirmaer – gennemfører bådisætning med skærpede sikkerhedsforanstaltninger.Orienter dig på havnens hjemmeside om situationen.

Mvh

Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Dansk Sejlunion

 

Hvad anbefaler/gør Dansk Golf Union (DGU)

Spørgsmål: Er en gåtur i naturen ikke at sammenligne med at gå en runde golf?

Jo, det kan man sige og vi har da også været i tvivl om vores anbefaling. Risikoen ved smittespredning på golfbanen er lav – men situationens alvor taget i betragtning og myndighedernes opfordring til, at vi alle tager ansvar, ønsker vi at golfsporten tager et samfundsansvar og minimerer smittespredningen. Er vi i tvivl, bør vi lade være – og vi er i tvivl – og derfor denne anbefaling.

 

Spørgsmål: Kan I nærmere begrunde, hvorfor vi må gå en tur på golfbanen – men ikke spille der? 

Det er fordi en åben golfbane tiltrækker mange mennesker og appellerer til samvær uden for hjemmet og så kan det være svært at håndhæve forbuddet om forsamling af 10 personer, omkring klubhuset, 1. hul, parkeringspladsen, driving range og andre steder. At spille golf er ikke en nødvendighed, hvorfor vi ønsker at følge anbefalingerne fra statsministeren, sundhedsmyndighederne og dronningen om at undlade unødvendig udgang af hjemmet. Vi har desværre også i de senere dage måtte sande at flere golfspillere ikke overholder myndighedernes anbefalinger om afstand til hinanden, når der spilles en fire-bold, mødes på parkeringspladsen, på træningsbanen eller man færdes omkring klubhuset.

 

Spørgsmål: Hvorfor har DGU taget dette ekstra tiltag i forhold til sundhedsstyrelsens forbud om forsamling af mere end 10 personer?

Vi mener, at vi alle bør bidrage bedst muligt til at minimere smittespredningen i Danmark. Risikoen er størst ved større forsamlinger, men alle kan smitte hinanden uanset om man er 2 eller 4 personer samlet. Statsministeren, sundhedsministeriet og dronningen bad os alle om at gøre hvad vi kan for at minimere smittespredningen og tage et samfundsansvar. Uanset hvilke forholdsregler vi tager i forbindelse med golfspil, så vil der være en øget smitterisiko i forhold til at blive hjemme. Vi mener ikke at golfbranchen i den situation samfundet står i, skal skabe rammerne for en øget smitterisiko, hvis der findes et alternativ. Ligeledes kan vi risikere, at hvis der kommer en dag med 8-9 grader og høj sol, så kommer der rigtig mange spillere på golfbanen og så kan det blive svært at håndhæve forbuddet om forsamling af max 10 personer.

 

Spørgsmål: Hvorfor skal DGU tage et ekstra samfundsansvar ud over det myndighederne forbyder?

Med en gennemsnitsalder på 56 år i de danske golfklubber og mere end 37.000 medlemmer over 70 år, hvilket svarer til godt 25 procent af alle danske golfspillere, så har vi et særligt ansvar i forhold til at være ekstra opmærksom på smittespredning. Samtidig er billedet desværre sådan, at på trods af klubbernes store indsats for at tage forholdsregler i forbindelse med smittespredning, så ser vi både forsamlinger af mennesker i klubhuse, parkeringspladser, træningsområder og på banen, afvikling af gruppeaktiviteter og uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med hygiejne.

 

Spørgsmål: Hvor kan man da blive smittet på golfbanen?

I golf er der risiko for, at man rører ved mange af de samme ting fx. hulkoppen, flagstangen, boldmaskiner mv. Ligeledes kan vi risikere, at hvis der kommer en dag med 8-9 grader og høj sol, så kommer der rigtigt mange spillere på golfbanen og så kan det blive svært at håndhæve forbuddet om forsamling af max 10 personer.

 

Hvad anbefaler/gør Dansk Camping Union (DCU):

DCU lukker alle 22 campingpladser

Med situationens alvorlighed taget i betragtning har DCU valgt at udskyde åbningen til d. 30. marts 2020.

Vi kender endnu ikke konsekvensen af vores handlinger, så ingen valg er lette lige nu.

Vi føler dog en moralsk forpligtelse til at støtte op i samfundet, selvom vi på alle tænkelige måder har været ”dukse” og gjort ALT og mere til ift. myndighedernes retningslinjer.

Vi gør det for at passe på vores gæster og ansatte.

 

 

Mvh

Formanden